| Tilbage |
Vi havde været til bryllup i Øster Vedsted med Maries bror (Jens Peter) og Gitte. Bilen var fyldt op med fadølsanlæg og fustager, så inden vi kunne sætte snuden mod syd, skulle vi retur til Fredericia, for at tømme bilen – og fylde den igen – med over 100 flasker whisky, der skulle afleveres i Rendsburg, for at komme på auktion.
Vi valgte at køre den gamle vej mod grænsen og gjorde et stop i Haderslev, for at spise lidt vietnamesisk mad på en grillbar i Haderslev.
Efterhånden som vi nærmede os grænsen, forsvandt det gode sommervejr og en meget mørk front dukkede op. Himlen åbnede sluserne netop som vi ankom til grænseovergangen i Kruså. Så var der ingen fare for, at tyske toldere ville stoppe os – jeg anede ikke, om der er regler for, at indføre den mængde whisky til Tyskland.
Vi har nogle fine apps til at finde vej til overnatningspladser og jeg lokaliserede en gratis plads, som dog viste sig at være med udsigt direkte ind i en stor vold. Det var for kedeligt og vi besluttede at fortsætte til Schleswig og for en gang skyld benytte en af de betalingspladser, som tyskerne er gode til at få placeret centralt i byen. Her holdt camperne som i en ghetto og vi priste os lykkelig over, at der var totalt udsolgt. Det er slet ikke noget for os, at holde sådan et sted.
Få hundrede meter derfra fandt vi en næsten tom parkeringsplads, hvor vi måtte holde. Det var meget rarere. Regnen var efterhånden overstået og vi kunne gå en tur ned til havnen og grine lidt af ghettoen med autocampere, der var stuvet sammen.
En ny regnbyge trak op og Marie og jeg trak ind på en mexicansk restaurant og fik lidt spændende mad og en god tysk weissbier. Så var det hjem og i seng!
Lige over for parkeringspladsen var der en bager, der havde lært faget at bruge surdej, så der kunne vi købe et par gode rundstykker. Planen var, at køre uden for Schleswig og spise morgenmad. Vi nåede dog ikke længere end til Dannevirke, som Marie havde sat kryds ved. Her findes et forholdsvis velbevaret voldanlæg.
Efter morgenmaden aflagde vi et museum for voldanlægget et besøg. Selve voldanlægget kunne beses men det var ikke i samme stand, som Fredericias voldanlæg. Dannevirke er Nordens største forsvarsanlæg og fortidsminde. Bygget af danskerne fra omkring år 500 og udvidet adskillige gange, bl.a. i forbindelse med forsvaret af Danmark i 1864. I 2. verdenskrig brugte tyskerne anlægget, da Hitler frygtede et angreb fra de allierede via Danmark.
Således belæsset med historien kørte vi videre mod Rendsburg, for at aflevere whisky hos Krüger. Vi fandt uden problemer frem til afleveringsstedet i Fockbek lige uden for Rendsburg. Whiskyen var hurtigt afleveret og vi fortsatte under tunnelen under Kieler kanalen og ind til Rendsburg, der bl.a. er kendt for en svævende færge, der er hængt op under en jernbanebro, der krydser kanalen.
Vi fik lidt frokost i bilen og tog færgen over til nordsiden (færgen koster gratis). Efter en vandretur mod vest gennem et større fabriksområde langs kanalen nåede vi frem til en gangtunnel under kanalen og tilbage til bilen på sydsiden.
Så fortsatte vi ud mod kysten og Büsum. Her nåede vi til hen under aften. Også her fandt vi en central camper plads. Betaling skulle ske via en automat, der kun tog imod kontanter. Det kostede 15 euro og billetten gav ret til at parkere frem til kl. 14 dagen efter.
Men dagen efter havde vi planer om at tage en færge til Helgoland og vi kunne ikke nå at komme retur til kl. 14. Vi valgte at køre derfra igen og kørte først ud mod kysten nord for byen. Her fandt vi ikke rigtig nogen parkeringsmuligheder, så vi endte med at prøve lykken i byen Wesselburen. Her fandt vi en nogenlunde rolig parkeringsplads. Bortset fra, at der lige bag pladsen var en sportsplads og en flok mellemøstlige unge mennesker – og en enkelt af dem flankeret med en partyboks, der absolut skulle spille elendig musik fra deres hjemland. Ikke engang en regnbyge kunne skræmme dem væk. Men det blev heldigvis mørkt, så de ikke kunne se bolden mere og så forsvandt den støjende partyboks også.
Vejrudsigten så lovende ud for en tur til Helgoland, der er kendt for at være forholdsvis utilgængelig og sårbar for f.eks. bølgegang. Vi tog chancen og efter lidt møje og besvær, fik jeg bestilt en færgebillet.
Tidlig næste morgen stod vi op for at nå tilbage til Büsum i god tid. Overfor camperpladsen var en anden plads, hvor vi skulle betale 10 euro for at holde hele dagen – men vi måtte ikke overnatte. Mens jeg stod og baksede med at betale for den plads, fik Marie den geniale ide at vi jo kunne holde på den rigtige camperplads, betale nu – og dermed få ret til at holde frem til dagen efter kl. 14. Det var helt genialt, så det gjorde vi.
Vores færge skulle sejle kl. 9:30 og allerede 8:30 var vi klar til at gå ombord. Så var vi sikret en fin plads ude på dækket. Her kunne vi sidde i fred og ro og nyde det kaos der blev mere og mere hektisk, efterhånden som tiden nærmede sig.
På slaget 9:30 var der afgang ud af havnen, der er godt beskyttet af en sluse.
Jeg havde bestilt en billet med kulinarisk indslag og vi var lidt spændte på, om det betød, at vi skulle spise på færgen på vej til eller fra Helgoland. Marie fandt frem til et bord, der var reserveret til os. Vi satte os til rette og snart var der en lille morgenkomplet til os. Selv om vi havde spist morgenmad, så fik vi det hele sat til livs. Så kunne vi klare os til aften.
Efter en meget rolig sejlads i flot flot vejr, kunne vi skimte Helgoland i horisonten og snart sejlede vi til kaj i havnen. På kajen blev der hurtigt et leben med taxier, små turisttog, guider og små boder.
Helgoland er kendt for toldfri handel og et stort fuglereservat. Øen består af underland, hvor det meste af byen ligger og oberland, hvor bl.a. fuglereservatet findes.
Marie og jeg gik forholdsvis hurtigt gennem området med toldfri butikker og fandt trappen op mod oberland, hvorfra der var en vandresti rundt i oberland. Helgoland er veludbygget og meget turistet. Vandrestien var godt udbygget, så det f.eks. var muligt for gangbesværede at komme rundt på ruten.
Stien rundt var på ca. 3,5 km. og vi var super glade for, at vi valgte at gå turen først. Turen ud til fuglefjeldet var imponerende. Selve fuglefjeldet prydede øens vestlige del med røde klipper og masser af fugle. Det var helt turen til Helgoland værd.
Tilbage i unterland og alle butikkerne fandt vi et hotel, hvor vi kunne få en kold Jewer pilsner. Vi talte om, at vi havde svært ved at forestille os, hvad vi skulle bruge en overnatning på øen til. Dertil er øen en kende for turistet. Og når man er nået vores alder og ikke ligefrem kan påstå, at man mangler nogle af de ting, der bliver solgt – selv om det er toldfrit, så er Helgoland måske en kende for turistet til os.
Så vi slentrede tilbage til båden og fandt en plads på dækket – efter Marie alligevel havde lokket mig ind i en butik med lokal whisky og jeg ”måtte” have sådan en flaske med hjem.
Vel ude på havet igen, forsøgte vi atter med den kulinariske del. Jeg havde bestilt en tallerken med sild og et eller andet til Marie, som jeg ikke var helt klar over, hvad det indeholdt. Det viste sig, at være en kop kaffe og et stykke kage. Det var ikke helt retfærdigt, så jeg bestilte en øl og en snaps til os begge, for mine sild skulle da svømme…
Ved 18:30 tiden var vi tilbage i Büsum. Marie havde forståeligt appetit på lidt aftensmad, så vi fandt et sted, hvor hun kunne få en omgang hvide asparges. Jeg synes, at hun skulle holdes lidt ved selskab, så jeg bestilte en meget cremet asparges suppe. Den kunne jeg vist godt lave bedre selv.
Efter en tur tilbage gennem en meget stille by, kravlede vi til køjs i camperen. Det havde været en begivenhedsrig dag og Marie kunne endelig sætte kryds ved Helgoland, som hun har ønsket at besøge i mange år.
Vi startede dagen stille og roligt og dampede af fra camperpladsen op ad formiddagen. Nu var det hjemad igen. Byen Frederichstadt lå lige på vejen hjem, så det blev første destination til GPS’en. Ved middagstid parkerede vi ved et Edeka supermarked. Her var ikke særlig travlt men et par herrer var i gang med at lave en forkølet rensning af fliserne på parkeringspladserne. Marie mente, at det kunne vi gøre bedre uden de maskiner, som de brugte.
Vi traskede de få hundrede meter ind til byens markedsplads og snart dukkede kanalerne frem, som byen er så kendt for. Frederichstadt er oprindeligt etableret af hollændere og det bærer byen præg af. Både med kanalerne, som byen er delt op af og husene, der har de karakteristiske takkede gavlender, som man kender fra mange hollandske byer. Det er charmerende.
Vi traskede lidt rundt i byen, for at nyde de brolagte gader og den hollandske stemning. På et tidspunkt havnede vi et sted, hvorfra der sejles kanalrundfart – og de var lige ved at gøre klar til en afgang. Vupti så sad vi i sådan en båd med en stor tysk turguide, der talte så tilpas gnidret, at vi opgav at følge med i hans morsomheder – ja, for mange af gæsterne morede sig lidt over hans historier.
3 kvarter senere vil jeg påstå, at vi havde sejlet på hver eneste cm. kanal i Frederichstadt. Uanset hvad, så er det jo altid hyggeligt at sejle.
Vi gik tilbage til ”vores” supermarked. Mændene var stadig i gang med at rense fliser og de var ikke blevet bedre til det. Vi shoppede ind til aftensmad i butikken. En god bøf og en flaske rødvin måtte være en passende afslutning på vores lille ferie.
Vores GPS blev sat mod en gård ca. 30 km. syd for Flensborg. De så imidlertid ikke ud til at ville have besøg af autocampere, så vi fortsatte til en parkeringsplads i Tarp – stadig syd for Flensborg. Ved byens svømmestadion kunne vi parkere på et fredeligt sted.
Vi nød den gode aftensmad. Oksekødet smagte dog ikke af ret meget. Det er altså ikke nok, at bøffen ser godt ud. Den skal også være velhængt og i en god kvalitet. Men det gled ned sammen med en OK flaske spansk rødvin.
Da vi krøb til køjs, havde tyskerne vundet en fodboldkamp til EM – det eneste vi fangede var et kortvarigt dyt i hornet fra en af de andre campere, der var stødt til i løbet af aftenen.
Fra parkeringspladsen er der en fin lille vandretur i Tarp. Vi havde talt om at gå den om morgenen men vi blev enige om, at det måtte vente. Det var en god grund til at vende tilbage til denne fredelige overnatningsplads.
I stedet satte vi snuden mod nord. Lasse ville gerne have lidt varer med fra grænsen, så vi kørte til Scandinavian Park tæt på Frøslev grænseovergangen. Supermarkedet var knap nok vågnet op og der var fred og ro til at handle ind til Lasse.
Så kaldte arbejdet igen og turen gik direkte ind til pubben, for at åbne kl. 15.
Det var en dejlig miniferie. Vi har hygget os meget og vi er enige om, at det skal vi gøre MEGET oftere og gerne mindst en gang hver måned.
| Tilbage |